At være andelshaver | A/B Seniorbo Egå

A/B Seniorbo Egå

Om at være andelshaver

Andelsbolig – hvad er en andelsbolig egentlig?

Som andelshaver og medlem af en andelsboligforening er man medejer af foreningens formue og har dermed ret til en bolig i Andelsboligforeningen. Man opnår altså brugsret til en af foreningens boliger.

Andelshaverens medbestemmelse

Når man er blevet andelshaver i en andelsboligforening og derved fået brugsret til en bolig i foreningen, får man medbestemmelse i foreningens anliggender. Medbestemmelserne sker typisk på en årlig generalforsamling, hvor vigtige beslutninger der vedrører andelsboligforeningens fremtid skal drøftes og besluttes. Hver andelsbolig har som hovedregel én stemme på generalforsamlingen.

Køb af andelsbolig

Når man køber en andel og dermed en del af andelsboligforeningens formue, køber man også de eventuelle forbedringer som sælgeren af andelsboligen har lavet i den tid, hvor sælger har boet i boligen. Prisen på en andelsbolig har en maximum-pris, der er fastsat efter klare regler om hvor meget andelsboligen udgør af andelsboligforeningens formue. Prisen på en god andelsbolig kan IKKE bare fastsættes. De fleste andelsboligforeninger har klare nedskrevne regler i form af vedtægter, der beskriver fremgangsmåden for beregningen af prisen på andelsboligen. Inden man køber en andelsbolig er det vigtigt, at gennemgå  andelsboligforeningens vedtægter, seneste regnskab, næste års budget og lignende med en person der har relevant faglig baggrund indenfor køb og salg af andelsboliger. Denne person kan være en bankmand, advokat, revisor eller lignende. Hvis man har betalt en for høj pris for sin andelsbolig, har man som køber ret til at få det for meget betalte tilbage. Det er strafbart at forlange penge “under bordet”, når man sælger sin andelsbolig. Husk at det er køber, der skal bevise at sælger har forlangt penge under bordet.

Forskellen mellem en andelsbolig og en ejerbolig

En ejerbolig og en andelsbolig er forskellige på flere måder, og det kan være svært at rådgive en kommende køber om, hvad der skal købes; en ejerbolig eller en andelsbolig. Som andelshaver i en andelsboligforening er man med i et fællesskab, og samtidig fælles om mange af foreningens opgaver og forpligtelser, da man jo er medejer af Andelsboligforeningen. En ejer af en ejerbolig har ikke de samme fælles-forpligtelser, da ejeren jo ejer sin bolig og ikke en andel i en forening. Kan man lide fællesskabet kan en andelsbolig være et godt valg. Økonomisk set er der nogle forskelle mellem en andelsbolig og en ejerbolig. En ejerbolig er finansieret med et realkreditlån plus et eventuelt boliglån, hvorimod indskuddet i en andelsbolig er betalt kontant eller finansieret med et almindeligt banklån, mens lånet i selve andelsboligforeningens ejendom er finansieret med et realkreditlån.

Hvad er forskellen på en andelsbolig og en lejebolig

Som der er forskel på en andelsbolig og en ejerbolig, er der også en forskel mellem en andelsbolig og en lejebolig. Som lejer af en bolig ejer man ikke boligen på nogen måde, hverken helt eller delvist. Man kan vel godt sige at en andelsbolig er en mellemting mellem en lejebolig og en ejerbolig. Man ejer ikke andelsboligen som sådan, men retten til at bo i den. 

Nyttigt at vide om det at bo i andelsbolig

Forsikring
Man skal som andelshaver være opmærksom på at undgå dobbeltforsikring, når man tegner en indboforsikring. Undersøg om andelsboligforeningens egen forsikring dækker f.eks. glas og kumme i andelsboligerne. I så fald er der ingen grund til at betale for denne dækning, når man tegner sin indboforsikring. 

Vedligeholdelse 
En andelsbolig skal naturligvis vedligeholdes både udvendig og indvendig. Hovedreglen er at al indvendig vedligeholdelse foretages af andelshaver, mens det udvendige foretages af Andelsboligforeningen – eventuelt i form af en håndværker eller vicevært. Der kan dog være undtagelser som f.eks. udvendigt malerarbejde, vedligehold af fællesarealer og lignende som kan påhvile andelshaverne i fællesskab.

Fællesudgifter 
Som andelshaver betaler man typisk et fast beløb til fællesudgifter hver måned. Beløbet dækker driften af andelsboligforeningens ejendom. Dette kan indbefatte gartner, rengøring, snerydning og lignende.

Husleje 
Den månedlige husleje dækker den finansiering  Andelsboligforeningen har etableret for at kunne oprette/bygge andelsboligforeningens ejendom(me) samt udgifter til drift og vedligeholdelse af bygninger, forsyningskilder m.v.